Styrk dit immunforsvar – Foråret er på vej

Marts er den første forårs måned. Dagene er blevet længere, solens kraft og varme intensiveres og alting er så småt begyndt at spire og gro. Søndag d. 20.3 er det forårsjævndøgn, her er lys og mørke i ligevægt, herfra bliver dagene lysere og længere end nætterne. Ved forårsjævndøgn fejres det nye liv, kraft, æg, spiring og frugtbarheden.

Forår - Immunforsvar - Isis Klinikken - erantis

Foråret er karakteriseret ved stærkt ekspanderende vækst- og forandringspotentiale. Dette indbefatter både det som sker ude i naturen, men også i vores fysiske, psykiske og mentale sind. Vi får lyst til at gøre rent og rydde ud, så der bliver plads til at nye ideer, kreativitet, vitalitet og glæde kan spire og vokse. Tiden er nu gunstig til at kultivere både vores ydre og indre.

Energi - immunforsvar - isisklinikken - akupunktur
Afhjælp forårstrætheden og styrk immunforsvaret

Tunghed og træthed om foråret skyldes ofte mangel på næring og skal afhjælpes med god næringsrig kost, som inkluderer frisk grøn mad med rigeligt af grønne grøntsager, forårsløg, persille, spirer, rucolasalat, grønne linser, broccoli og spinat. Noget af det allerbedste at inkludere i forårsmenuen er de fine og helt nye mælkebøtteblade og brændenælder. Alle disse friske grønne urter og grønsager indeholder store mængder af C-vitamin, som er med til at styrke dit immunforsvar.

Mælkebøttebladene er forholdsvis bitre, men de små nye blade er lækre og egner sig rigtig godt til at blande i salatskålen, pesto, smoothies eller til at lave the af. Mælkebøttebladene er en af de absolut bedste urter til at rense, styrke og stimulere leveren og blodet.
Brændenælder er meget jernholdige og kan dermed være med til at afhjælpe forårstrætheden. De kan både bruges til the, suppe, pesto, sammenkogte retter og æggekage. Brug handsker eller en plasticpose når du plukker og hakker brændenælderne. Får du nogle til overs så spred dem ud på en avis til tørring, og brug dem løbende til the.

Brændenældebrød – Opskrift½ l vand
25 g gær
½ dl olivenolie
1 tsk rørsukker
1 dl sorte oliven uden sten
½ l brændenældeblade
1 dl solsikkekerner
150 g groft rugmel
ca. 450 g hvedemel
10 store skyllede brændenældeblade til pynt
1 sammenpisket æg til pensling

Skyl brændenældebladene og damp dem herefter et minut. Hak de dampede brændenældeblade.
Smuldr gæren i vandet. Tilsæt olivenolie, sukker, hakkede oliven, dampede og hakkede brændenældeblade og solsikkekerner. Rør rugmel i og derpå hvedemel lidt efter lidt. Rør med en dejskraber. Dejen skal være ret fugtig, men ikke flydende. Kom film over dejfadet og sæt dejen til hævning til dobbelt størrelse et lunt sted. Det tager ca. 1-2 timer.
Varm ovnen til 200 grader.

Rør lidt i dejen med dejskraberen uden at ælte og fordel dejen i 2 runde kageforme, evt. af gummi.
Lad dem efterhæve i 30 minutter. Pensel med sammenpisket æg, læg brændenældeblade på og pensel igen med æg. Bag dem i midten af ovnen cirka 40 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Vend dem ud på en rist, og lad dem køle med bunden opad.

Tip! Du behøver ikke at bruge salt i brødet, da de tilsatte oliven er salte nok i sig selv.
Opskriften stammer fra bogen ”Naturens spisekammer” af Anette Eckmann, Politikkens forlag.


Opskrift på brændenældesuppe med kokosmælk

300 g Brændenælde topskud
I alt ca. 1 kg grøntsager skåret i tern ca 1,5 x 1,5 cm.  Vælg mellem 3 kartofler, ½ selleri, 1 porre, 2 gulerødder og 1-2 pastinak. Eller det som du har hjemme.
1 løg
Hvidløg eller 10 blade ramsløg
Lidt frisk timian
1 laurbærblad
ca. 1 l vand
1 dåse kokosmælk
Frisk ingefær 1×2 cm fintskåret eller revet
Saft af en ½ citron, samt reven citronskal
Salt og peber
Grøntsagerne renses og skæres i stykker. Koges i nok vand og kokosmælk til godt og vel at dække grøntsagerne med timian, laurbærblad, ingefær og saft og skallen af ½ citron. Koges til grøntsagerne er møre. Brændenælderne hakkes og tilsættes. Kog et par minutter og smag til med salt og peber.
Serveres med grovbrød/brændenældebrød og evt. brændenældepesto.

Kærlig hilsen

Henny
Isis Klinikken

>>> Book tid her <<<

Scroll to Top